Om Pauli

Pauli Christian Hansen er født den 2. januar 1942 i Dåstrup, Viby Sjælland og var den yngste af fem søskende. Paulis far var landpost og hans mor klarede ærterne i hjemmet. I Dåstrup lille skole gik Pauli de første to år hos frøken Larsen, derefter i den store skole hos hr. Hagelskær. Her gik 3. og 4. klasse i skole fra kl. 10 til kl. 14 og 5., 6. og 7. klasse fra kl. 8 til kl. 12. Det vil sige, at der fra klokken 10 til 12 var fem klasser i samme klasseværelse.

Fritiden brugte Pauli hos bønderne, hvor han slog græs, kalkede længerne, mugede ud og malkede køerne, kørte med hestevogn og Ferguson traktor. Når kornet var høstet i august, drog han ud på marken med 5 liter benzin i hånden og en æske tændstikker i lommen. Så skulle der brændes halm af.

Som 14-årig kom Pauli i lære som møbelpolstrer hos Stig Nilsson i Djalma lunds gård, Sct. Olsgade i Roskilde. Det var den 1. november 1956. Det tog hele fire år at lære alt. Undervejs blev Pauli klar over, at skolegangen havde været lidt mangelfuld, så han måtte et halvt år på Brandbjerg Håndværker Højskole.

Derefter tog Pauli som naver, den vandrende svend til Stockholm, hvor han fik arbejde hos flere forskellige møbelpolstrere, 2 – 3 måneder hvert sted; ialt 1½ år. En meget lærerig tid, som huskes med glæde.

Herefter søgte Pauli arbejde hos Thorballs eftf. på Nikolaj Plads. En af Københavns fineste møbelforretninger og værksteder med kunder af det bedre borgerskab i hele Danmark. Det blev til 10 dejlige og meget lærerige år med meget store og interessante opgaver og rejser rundt i Danmark med møbler, tæpper og gardiner produceret på eget værksted.

Den 18. September 1974 startede Pauli som selvstændig møbelpolstrer i Jernbanegade 64, Roskilde. I 1980 blev lejemålet sagt op og virksomheden flyttede derfor til Køgevej 46, hvor Pauli blev medejer af ejendommen.

Men pga. ønsket om at have sit eget købte Pauli i 1990 ejendommen Københavnsvej 18 som er virksomhedens nuværende addresse.

I 2014 kunne Pauli således fejre 40 års jubilæum som selvstændig.

Sin fritid bruger Pauli som medlem af Odd Fellow Logen nr. 26 Kong Hroar, og som medlem af det agtværdige Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab. En vandretur bliver det til en gang om måneden som medlem af Håndværkerforeningens vandreklub. Pauli er en flittig campist og sommerferien går som oftest med campingvogn til Frankrigs middelhavskyst.